En hjemlig stue - før og under

Familie og kærlighed for et skilsmissebarn

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er skilsmissebarn og har været det hvad der nærmest svarer til hele mit liv. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg det meste af min barndom og ungdom har haft et rigtig svært forhold til kærlighed. Jeg tror ikke rigtigt jeg troede på den. Og så alligevel.

Min far fandt en ny kone, og sammen har de to børn. De har næsten været sammen lige så længe, som jeg har været skilsmissebarn, og på den måde kan man sige, at jeg jo har set kærligheden der.

Min mor fandt, ligesom min far, også hurtigt en ny, og sammen fik de også to børn. Forholdet holdt desværre ikke, men min mor er idag gift med en ny fantastisk mand. Og det er ikke fordi jeg ikke tror på, at de to elsker hinanden. Men jeg troede jo også, at hun elskede ham før. Og at min mor og far elskede hinanden. Ikke at jeg har nogen som helst chance for at vide det, da deres forhold som sagt gik i stykker da jeg stadig var helt helt lille.

IMG_6495En sjælden gang imellem, med min mor på den ene side og min far på den anden side.

Men det er vel udgangspunktet. At man elsker hinanden. Ellers får man vel ikke børn sammen? Mine forældre var samtidig meget unge da de fik mig, men dog ældre end min kæreste og jeg var, da vi mødte hinanden.

Jeg var til at starte med helt enorm bange. Jeg var bange for at vi var for unge. At det ikke ville lykkedes. Jeg tror simpelthen ikke jeg troede på, at der var to mennesker der kunne være så skabt for hinanden, at det kunne lykkes. At man kan arbejde sig igennem kriserne, og leve lykkeligt til deres dages ende… I og for sig, kan jeg jo heller ikke vide hvordan det ender. Men efter jeg mødte Mads, forelskede mig i ham og derefter elskede ham, så så jeg pludselig kærligheden, steder jeg ikke havde set den før.

Foruden den selvfølgelige kærlighed til mine forældre, ser jeg den store kærlighed min far og papmor deler. En kærlighed som jeg nok et eller andet sted før, altid har skubbet lidt på afstand. Det var ikke rigtigt for mig, at man kunne gå fra nogen, og derefter elske nogen andre. Jeg ser den kærlighed min mor har til min papfar, og som min papfar har til mine søskende, der idag mangler deres egen far. Jeg mærker den kærlighed jeg selv har, for min papmor der har været en del af mit liv, de sidste 18 år. De ting hun har lært mig og de gange hun har forsøgt sit bedste. Jeg har helt sikkert ikke altid værdsat det, så meget som jeg gør idag. Jeg mærker den kærlighed jeg har til min papfar, når han passer på min mor, mine søskende, og på mig – han passer på hjemmet, og det gør mig tryg, når jeg ikke selv kan være der. Det kræver nogen gange en mand i huset, at give mig tryghed for uvedkommende gæster osv. Kald mig bare traditionel.

Dét at se, at mine to familier, hver for sig, er lykkelige og fyldt med kærlighed gør mig glad. Det der gør mig ked af det, er at jeg er splittet imellem dem. Jeg har ønsket mig så forfærdeligt, kun at være en del af den ene familie. Ikke at jeg ville kunne vælge, og dermed undvære den anden. Men det der gør ondt, på et skilsmissebarn som jeg, er den følelse man indimellem sidder tilbage med, som hende der kommer lidt på lånt tid begge steder, og aldrig rigtigt bliver en del af det hele.

Efter jeg er flyttet hjemmefra er det blevet langt nemmere at være med begge steder. Nu har jeg nemlig skabt min egen primære familie med min kæreste. Og på den måde, er det ikke længere noget jeg hungrer efter på henholdsvis min mors eller fars side, men kan blot nyde at være med, så meget som kalenderen tillader.
Den tryghed og kærlighed ved, at dét her, det er mit hjem, at jeg er med i alle aspekter, ved hvor alting er, både i huset og i ‘familiens’ kalender, det fylder mig med så ualmindelig stor glæde at jeg faktisk ærlig talt, fælder en lille tåre ved tanken.

IMG_3348Der er så meget kærlighed, i en familie der er splittet. Sikkert ikke mindre, end i en der er samlet. Og derfor har jeg heller aldrig manglet kærlighed i mit liv. Ikke som sådan i hvert fald. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er skabt af kærlighed, og at jeg elsker min familie, ligeså højt som de elsker mig. Og det glæder mig derfor, at jeg i løbet af de sidste år som nogens kæreste, har lært om mig selv, at det ikke er kærlighed jeg mangler eller har manglet. Det er tryghed, sammenhørighed, og et hjem og en familie der var 100 % mit. Ikke kun på halv tid.

Det virker fuldstændig ironisk, at jeg først for alvor anerkender, mærker og omfavner kærligheden, efter jeg har fundet min egen, uden tvivl, aller største kærlighed. Men jeg indså jo først da, at kærligheden aldrig har manglet. Og der er ingen tvivl om, at det for mig vil være et endnu større tab, skulle mine forældre gå fra en af mine papforældre nu, end det var dengang for mange år siden da de gik fra hinanden. For de har skabt en familie og en kærlighed hver især til nogen andre. Nogen de elsker, som jeg elsker, og som jeg aldrig kan forestille mig at undvære. Det jeg mistede dengang da mine forældre gik fra hinanden, var muligheden for at have kun én familie. Og selvom to familier på mange måder er lige så god, og indimellem helt sikkert endnu bedre, så er det netop denne ene familie jeg har manglet.

Ikke to. Kun én.

IMG_0737Hele min store familie af både pap, halve og hele <3

Jeg har skabt min egen familie. Min kæreste og jeg. Og det er den største gave jeg nogensinde har fået. Lige så stor som mine søskende og de ekstra forældre jeg har fået, hvor ironisk det end kan lyde. For selvom de betyder alverden for mig, så er det jo også den situation der har gjort, at jeg manglede min egen ene og samlevende familie, hvor jeg kunne være centrum og hvor jeg kunne være med. Ikke kun halvdelen af tiden.

I min egen familie herhjemme på de 60 kvm i Skanderborg er jeg med HELE tiden. Og dét gør mig ufatteligt, uendeligt lykkelig <3

HUSK at følge med på bloggens facebookside lige her!

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hjemlig stue - før og under