VU: Traditioner til et landsstævne

Opstemte resolutionsbehandlinger, nyt formandsskabsamt, en gallamiddag, en festlig udenrigsminister, en alt for kort bustur, for meget alkohol, for lidt søvn og meget meget mere var hvad weekenden til årets landsstævne med Venstres Ungdom bød på. Læs med!

Læs også: Blå kjoler, blå skjorter og blå stemmer

De mange traditioner der er forbundet med et sådan landsstævne, starter allerede med transporten til location, som i år var Assentoftskolen nær Randers. Her blev vi kørt op i busser, hvor de nye kandidater til formandsskab og forretningsudvalg giver øl. Og derfor kan man sige, at den relativt korte bustur til Randers fra Skanderborg, for en gangs skyld godt måtte have været lidt længere, så vi kunne nå at have åbnet en øl mere 😉

Fredag byder mest på gensynsglæde, fredagsbar og søde nervøse kandidater der prøver at trække de sidste stemmer i land, efter vi alle sammen har tjekket ind i sovesale og klasseværelser med luftmadrasser, soveposer og dragtposer. Det er jo ikke VU for ingenting.

Netop ankommet til Randers i VU Skanderborgs traditionsrige Landsstævne T-shirts <3

Lørdag står på resolutionsbehandling og det gik flere gange vildt for sig på talerstolen. Selvom vi er ét parti, kan vi sagtens være uenige. Jeg tænker faktisk, at jeg vil tage et par emner op her på bloggen, og give min mening til nogen af de emner der blev diskuteret mest til kende.
Efter frokost er der personvalg. Det er kotume at formandsskabet er valgt for to år ad gangen, og det var derfor ikke meningen at der skulle være nogen ændring på den front i år, men i år havde vores næstformand valgt at stoppe. Det gav mulighed for vores gamle formand i Skanderborg og en af mine absolut bedste venner, til at stille op. VU er heldig med ham som formand, og det er vi faktisk også med det fantastiske hold der efterfølgende blev valgt til forretningsudvalget.

En lille, men traditionsrig og højtidelig faneindmarch fandt også sted som det aller første lørdag morgen.

Efter en mindre omklædning er gallamiddagen serveret. Og her er endnu engang en masse traditioner at følge. Der er besøg fra andre ungdomspartier med sjov og spas og en masse hetz mod os, der er propaganda og partipolitiske sange, og så er det tradition, at formanden for VU’s veteranforening kommer forbi for at udnævne både årets VU forening og årets VU’er. For tiden er det Kristian Jensen der er formand, og det var ikke svært at se, at en gammel VU’er som ham, nød at være tilbage.

Søndag fortsætter behandlingen af resolutioner indtil efter middag, hvor busserne atter vender hjem. Den ene mere træt og smadrede VU’er stikker hjem – heldigvis ofte med en masse gode oplevelser i bagagen. For selvom weekenden går så hulens stærkt og man altid sidder tilbage søndag og tænker “det var så det”, så er det alligevel altid en weekend i særklasse. Alle VU’ers juleaften.

Lige så traditionsrigt som selve stævnet, er det også, at man med sikkerhed bliver både syg og hæs dagene efter. Jeg var i forvejen ikke helt ovre en influenza fra sidste uge, så jeg er lige trådt et par skridt bagud i bedringen og har ligget på langs idag.. But well, det hører åbenbart med til charmen, jeg ville gøre det igen anytime, all the time.